Modul 4 livshistorie

 

Resume om:

”Livshistorie som genre – i pædagogisk arbejde” (af Mogens Sørensen)

Teksten handler om at belyse muligheden til at arbejde med livshistorie i den pædagogiske praksis, hvilke faktorer er afgørende og ikke til sidst beskriver Sørensen hvad begrebet ”livshistorie” betyder.
Livshistorier er fortællinger af fortællerens eget liv, om sammenhængende handlingsforløb med en start, midte og en slutning og ”hvordan noget gik til”, altså en handlingsforløb i tid.(Mogensen,2007,s.270 -272)
Efter Marianne Horsdal findes der tre aspekter som tilsammen skaber livsfortællingen:
1. Udvælgelse af fortællingens handlinger(Selektion)
2.Tilskrivning af værdi eller betydning(hierarkisering)
3. Begivenhedernes rækkefølge
Det vil mene at det er fortælleren selv, som bestemmer hvad der skal med i historien og hvad ikke, og hvilken betydning og værdi de enkelte hændelser har – og dermed afgør hvad der årsag til hvad. Med disse sammenhænge bliver der konstrueret en rød tråd og dermed skabt muligheden til at søge mening og identitet i fortællerens livshistorie og dermed støtte barnets/brugerens personlige dannelsesproces og mulighed til selvreflektion.(s.276-278)

Fokuspoint :

”Pædagogens opgave er at tage udgangspunkt i det, der opleves som meningsfuldt og til at støtte barnets/brugerens bestræbelser på at skabe det gode liv ud fra deres præmisser.”(s.280)

I livshistorien er udgangspunktet det faktisk levede liv, med indhold og form som i fiktive fortællinger og dermed blev det til et ny ord som kalder sig faktion.

I arbejdet med livshistorie skal pædagogen altid være bevidst om at der er en tæt sammenhæng mellem det pædagogiske og terapeutiske felt og derfor er det vigtigt at ”pædagogen fastholder perspektivet som søgen efter sammenhæng og mening frem for diagnose og behandling.”(s.281)
Og i denne sammenhæng er ”det pædagogiske mål en form for fremtidsvision,(...) hvor fortælleren undervejs bliver mere og mere bevidst over sine egne værdier og ønske(...)
Og dermed søger at synliggøre og fastholde det, der giver mening for fortælleren.”(s. 282-283)